Profil billede

I får hos mig den bedst mulige udviklingsstøtte
Efter 12 år i det offentlige videreudvikler jeg min praksis i eget regi, hvor jeg fokuserer fuldt ud på den helt nære og essentielle kerneopgave, nemlig at give den bedst mulige udviklingsstøtte til helt særlige børn og deres familier.

Erfaring
Jeg blev uddannet specialpædagog i 2000, og har gennem hele mit arbejdsliv beskæftiget mig med børn og unge med gennemgribende udviklingsforstyrrelser, primært autisme og ADHD/ADD, og brænder for at skabe de bedst mulige udviklingsbetingelser for disse børn.

Jeg har været heldig at møde mange børn, med vidt forskellige profiler og udviklingsniveauer, styrker og udfordringer og, ikke mindst, personligheder. Jeg har arbejdet med dem i dag- og døgnmiljø, special- og normalmiljø, børnehave-, skole- og familieregi, i min rolle som specialpædagog (2000-2008) og sidenhen regional konsulent (2008-2020).

I praksis har jeg tilegnet mig forskellige tilgange og redskaber til dels at tilpasse miljøet efter børnenes forudsætninger, og dels at udvikle selvsamme forudsætninger, færdigheder og strategier hos børnene selv.

Jeg var den første ABA-pædagog i offentligt regi
På en specialskole i Australien fik jeg mine første erfaringer med ABA (Applied Behavior Analysis = anvendt adfærdsanalyse). Det fik jeg sidenhen mulighed for at arbejde indgående med, da jeg som nyuddannet blev jeg ansat som ABA-pædagog for en dreng med autisme. Han var det første barn herhjemme, som blev bevilget et offentligt finansieret ABA-tilbud.

Sådan bruger jeg ABA
Tilgangens centrale udgangspunkt er at kvalificere barnets betingelser for trivsel, udvikling og læring, ud fra al den information, man kan opnå ved at observere og analysere barnets adfærd og samspil med miljøet. Det analytiske afsæt og læringsprincipperne er en integreret del af min faglige identitet, som er under stadig udvikling for at sikre en mest muligt helhedsorienteret og naturalistisk forvaltning af ABA-fagligheden.

Sammenlagt med erfaringen fra mere traditionelle tilgange, og mange tværfaglige samarbejder, har jeg opnået et bredt funderet udgangspunkt for det individuelle møde med hvert enkelt barn, familie og kontekst. Det har været udgangspunktet for arbejdet som specialpædagogisk konsulent, inklusionsvejleder og ABA-supervisor i Center for Anvendt Adfærdsanalyse, Region Midt. Her har jeg gennem 12 år medvirket til udviklingen af et offentligt supervisionstilbud med forankring i pragmatisk adfærdsanalytisk praksis, tilpasset dansk kontekst.

Kontakt info

Lene Atkins
ABA-supervisor, specialpædagogisk konsulent, AKT- og inklusionsvejleder.

www.atkinsakt.dk
Tlf: 5191 4004
Mail: lene@atkinsakt.dk
8464 Galten
CVR : 41437324

Skriv til mig

Navigation

Om

Hos Atkins AKT kan du få hjælp til at forstå det enkelte barns ressourcer, udfordringer og behov, og håndtere disse i netop jeres hverdag. Jeg stiller en bred viden, højt specialiserede kompetencer og mange års erfaring til rådighed, så vi sammen kan gå på opdagelse i, hvad der skal til for at støtte netop dit barn bedst muligt.