Valg af supervisor

Målgruppen
for hjemmetræning er hjemmeboende børn og unge under 18 år, der på grund af betydelig og varig nedsat psykisk og/eller fysisk funktionsevne har behov for intensiv støtte efter Servicelovens paragraf 32a.
Hjemmetræning er en mulighed for forældre, som ønsker at varetage en særligt fremtrædende funktion i den specialiserede indsats. Hjemmetræningen kan udgøre den primære indsats, eller en deltidsindsats i kombination med et skole- eller institutionstilbud.

Hjemmetræning skal foregå efter en evidensbaseret og dokumenterbar metode, i dette tilfælde ABA, og under tæt supervision af specialiserede fagfolk.
”Håndbog for hjemmetræning” kan hentes på Socialstyrelsens hjemmeside:

https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/handbog-om-udredning-visitation-og-hjemmetraening

Valg af supervisor
Som hjemmetræningsfamilie får I et tæt og ofte langvarigt samarbejde med mig som supervisor. Jeg bliver sparringspartner i afgørende beslutninger og prioriteringer, som vedrører det dyrebareste, I har. Jeg er mig bevidst, at det kræver en høj grad af tillid og tryghed at åbne sit hjem og sit liv for en fagperson, som får indblik i jeres ressourcer og sårbarheder, glæder og sorger, sejre og nederlag. Derfor er valget af supervisor en stor og vigtig beslutning. De fleste forældre vil afsøge flere muligheder for at sikre sig det rigtige match, hvor kemien er god, og den faglige tilgang synes helt rigtig for familien og teamet.

Er jeg den rette for jer?
Min tilgang til ABA er pragmatisk, helhedsorienteret og naturalistisk. Jeg er velfunderet i det adfærdsvidenskabelige afsæt, som jeg anvender bredt og fleksibelt, ligesom de øvrige forståelsesrammer og greb, jeg har med mig. Jeg forholder mig nysgerrigt og undersøgende til relationer og kontekster, og bruger sjældent ord som ”plejer” og ”man”.
Hvordan min tilgang ser ud i praksis, afhænger helt af det enkelte barns forudsætninger og behov, som jeg gør mig umage med at aflæse og forstå. Jeg oplever, at hvis vi lytter nøje til børnene, viser de os vejen, så vi kan lægge trædestenene de rigtige steder. Indsatsen tilstræbes altid at bygge på et fundament af trivsel, mening og motivation, for barnet såvel som familien og det øvrige team.

Jeg bestræber mig på at være respektfuld og tydelig, realistisk og optimistisk. Jeg har blik for både detaljen og helheden, og er klar til at fejre de mindste fremskridt sammen med jer.

Kontakt info

Lene Atkins
ABA-supervisor, specialpædagogisk konsulent, AKT- og inklusionsvejleder.

www.atkinsakt.dk
Tlf: 5191 4004
Mail: lene@atkinsakt.dk
8464 Galten
CVR : 41437324

Skriv til mig

Navigation

Om

Hos Atkins AKT kan du få hjælp til at forstå det enkelte barns ressourcer, udfordringer og behov, og håndtere disse i netop jeres hverdag. Jeg stiller en bred viden, højt specialiserede kompetencer og mange års erfaring til rådighed, så vi sammen kan gå på opdagelse i, hvad der skal til for at støtte netop dit barn bedst muligt.